fredag den 20. januar 2012

Nedtælling

Om præcis en uge ankommer jeg til Bornholm. Det er med sommerfugle i maven, at jeg tager hul på det næste halvandet år - der er ingen tvivl om, at det bliver en sund udfordring for mig, dels at bo helt for mig selv, dels at bo så langt væk fra det, jeg kender, og dels at skulle lave fjernsyn. Første del af min uddannelse har jeg brugt på at stå i et radiostudie, og selv om der er mange ligheder mellem radio og tv-mediet rent journalistisk, er der desværre en helt anden verden af teknik, som jeg på ingen måde er tryg ved endnu. Men jeg er fortrøstningsfuld. Især efter mit besøg på TV 2 Bornholm i december, hvor jeg blev taget varmt imod. Det er mit indtryk, at den generelle kultur i mediebranchen er meget egocentrisk, og folk er sig selv nærmest. Det handler grundlæggende om at skabe et fælles produkt, som man selv kan tage æren for. Men på den 100 mand store TV 2-redaktion herskede der en tydelig familiær følelse, hvor kærligt dril, omsorg for hinanden og ugentlige madklubber var en mindst lige så stor del af dagligdagen som journalistikken.

TV 2 Bornholm ligger midt på øen. Princippet på TV 2 er jo, at tv-stationerne skal ligge i midten af det område, de sender til - derfor ligger TV 2's hovedsæde fx også i Odense og ikke i København. Den bornholmske by, der huser TV 2, hedder Aakirkeby - en by, der eftersigende skulle være kendt for sin magiske julestemning. Der var dog ikke meget jul at spore, da Per og jeg var på besøg i begyndelsen af december. To kæmpenisser på cykel foran kirken var vel nærmest det tætteste, vi kom på den meget omtalte magi. Aakirkeby virker umiddelbart lidt død - i hvert fald på denne tid af året.


Foto: atju.smartlog.dk

I det hele taget fandt vi hurtigt ud af, at det er vigtigt at tage de bornholmske betegnelser med et gran salt. Vejskiltene peger ganske fint i den rigtige retning, men der kan sagtens være både kortere og længere, end der er angivet. På samme måde kørte vi forventningsfuldt til Svaneke for at opleve det, bornholmerne selv kaldte for 'et hyggeligt julemarked'. Og hyggeligt var det da, men jeg har svært ved at se, at en stand med juletræer og en venlig dame, der solgte honning og grankogler, kan betegnes som et helt 'marked'. Det har vi grinet en del af lige siden.

Til gengæld skal bornholmerne have ros for de små skønne købmandsbutikker, der ligger rundt på øen. Blandt mange andre ligger der en helt fantastisk butik på torvet i Svaneke, som sælger alle mulige bornholmske specialiteter. Svaneke Købmandshandel, hedder den. Lokalet er mindre end en skotøjsæske, men der er superhyggeligt og meget anbefalelsesværdigt (http://www.svanekekoebmandshandel.dk/). Ligeledes har Gudhjem en karamelbutik, der får enhver slikmund til at løbe i vand. Som bonusinfo kan jeg nævne, at de i karamelbutikken ikke er nærige med smagsprøverne - ja, man kan rent faktisk gå derind og få stillet sin sliklyst helt uden at have pungen op af lommen!

På vores tur rundt på øen var vi også forbi Hammershus, der ligger lidt uden for Allinge på nordkysten. For dem, der ikke ved, hvad Hammershus er, kan jeg fortælle, at det blev opført i 1200-tallet som en borg, der blev brugt som fæstning og statsfængsel, og som også husede øens administration. I midten af 1700-tallet stoppede man med at bruge det, og det blev derefter revet ned. I dag er der kun ruiner tilbage, og de er fredede. Hammershus er vel nok Bornholms mest kendte attraktion - i hvert fald bliver ruinen besøgt af omkring 400.000 turister hvert år (kilde: visitdenmark.dk). Vi besøgte også Hammershus, da vi (Per og jeg) var på Bornholm i september. Her cyklede vi fra Rønne til Allinge på cykler, vi lejede af det vandrehjem, vi boede på. Det var en 50-kilometers tur, som jeg var tæt på ikke at overleve, efter vi havde passeret de første to-tre 14 %-stigninger. Men vi nåede både til Hammerhus og retur i løbet af den eftermiddag, og da det var overstået, kunne jeg også begynde at smile. Det havde jeg lidt svært ved undervejs.

Noget af det mest pudsige var dog, da vi besøgte Jørgen Fonemys hus i Allinge. Mange af jer kender ham sikkert ikke, men han er en - ja, jeg er tilbøjelig til at sige figur - der første gang optrådte i de regionale nyheder på Bornholm med citatet: "Jeg synes, det er lidt frækt, når pigerne taler bornholmsk." Siden blev han eksponeret i TV 2's program Natholdet og er i dag en sand legende på facebook. Han bor i et hus i Allinge midtby, som i virkeligheden mest af alt minder om noget indremissionsk - og det er faktisk ikke så underligt, for det blev tidligere brugt som netop missionshus. Når man slår ham op på degulesider.dk, står han anført som 'Jørgen Fonemy', men på dørskiltet har han et noget mere afdæmpet navn, nemlig 'Jørgen Hvilshøj Thomsen'.













Foto: Privat

Der er så meget, jeg gerne vil fortælle, men jeg må hellere stoppe for nu. Næste gang, jeg opdaterer siden, kan I få mit lille hus i Rønne at se. Det bliver sjovt at indrette det og gøre det til mit helt eget. Jeg glæder mig!


Cecilie











Ingen kommentarer:

Send en kommentar